
Efter tre dage med “Kaiserwetter” regnede det natten til igår, og der blev lovet to dages regn i Lermoos – og samtidigt lignede det forårsvejr ved Gardasøen, så vi traf en hurtig beslutning og lettede anker for at køre fire smukke timer sydpå. Vi brugte nogle time i Riva del Garda og kørte derefter op på Agricamping Agrisalus (38062), som har fået rigtigt gode anmeldelser på Park4Night. Det var vores første bondegårdsferie i Italien – så vi var lidt spændte. Og hold da op, der var noget at være spændte for.

Stedet er startet op i 2023 og er et lille økologisk landbrug, hvor deres ni køer laver mælk til deres egen lille oste- mælk og isproduktion. Det er samtidigt et sted, hvor nærhed med dyr og natur bruges til terapi for børn/unge med autisme. Vi mødte to af initiativtagerne til stedet, en ung mand, der arbejder som dyrlæge i lokalområdet, og hans kone, der er uddannet indenfor autisme terapi.

Den ene af de to hunde på stedet (Koda) stiller gerne op til lidt instant voksenterapi.

Det gør de to meget kælne muldyr også.

Det kostede 48 Euro at overnatte på stedet (det koster 70 Euro i højsæsonen), og for 15 Euro Per person tilkøbte vi en meget overdådig brunchbuffet med stedets egne varer.
Derudover er badefaciliteterne på 5-stjernes niveau, der er gratis vaskemaskine og tørretumbler (som dog tager 3 timer at blive færdig).

Det var også gratis (og meget tiltrængt) at vaske camperen.

Lidt efter middag lettede vi anker og kørte videre mod Bardolino, mere sol og 15 grader.




Glemte jeg at skrive, at vi fik lidt smagsprøver af is med fra gården – det bliver en god dessert senere 🙂
Leave a comment